Som stifter af World of Wine i 1991 (den gang New Zealandsk Vinimport) tænker jeg, at det samtidig med lanceringen af vores nye hjemmeside vil være på sin plads, at gøre status over den udvikling  som er sket i vinbranchen siden da.

Der gik ”landskamp” i danskernes holdning til vin

Dengang jeg trådte ind i ”vinverden” for næsten 30 år siden var det oftest med den opfattelse, at det kun var Frankrig og til nød Italien og Tyskland man anså som kvalitets producenter. Gennem 1990 ændrede denne opfattelse sig dog stille og roligt. Til en vis grad gik der politik i danskernes vinkøb, primært pga. Frankrigs atomprøvesprængninger i det sydlige Stillehav. Derefter begyndte en stor del af danskerne, at drikke vin fra den nye verden og blev på den måde vant til nogle nye smagsnuancer som der var i oversøisk vin.

Der gik lidt ”landskamp” i danskernes holdning - enten var man til vin fra den nye verden der ud over Australien og New Zealand også indbefatter Syd- og Nordamerika samt Sydfrika - eller også var man til Europæisk vin.

Australien og New Zealand blev betragtet som et fælles område

Nogle har stadig denne opfattelse, men mange ved efterhånden godt at der er stor forskel og jeg er sikker på, at der blandt World of Wines kunder er rigtig mange der kender forskel på de 2 lande. Selv inden for Europa’s lande findes der store geografiske forskelle. Om en vin kommer fra Bourgogne eller Rhöne dalen er næsten som nat og dag, og sådan afspejler klima forskellene sig også i både druer og stil fra Australien og New Zealand.

Det kan godt være at forskellen er lidt mindre end i Europa, men den er der og dette er i min verden også ganske naturligt. Når klimaforskellen fra det nordlige Rhône til det sydlige Rhõne kan smages i vinen, hvorfor kan man så ikke smage forskellen på vin der kommer fra f.eks. Western Australia eller South Australia? Lidt provokerende kunne man jeg godt mene, at dette til dels skyldes nogle af de etablerede vinjournalister, der alt for ofte holder fast i opfattelsen af at australsk shiraz er australsk shiraz. Uden at man forsøger at sætte focus på de forskellige distrikter eller endda forskelligheder inden for de forskellige distrikter. I min verden er det en katastrofal fejl, da der er stor forskel på hvordan vinene smager alt efter hvor i Australien eller New Zealand den er dyrket, eller hvem producenten er for den sags skyld.

Højde og temperatur påvirker smagen

Tager vi f.eks. shiraz druen (syrah) produceret af druer fra den sydlige del af Barossa, så har denne vin en del mere kølighed end shiraz vine fra den Nordlige del af Barossa. Lige så store og måske endnu større forskelle finder man på shiraz vine der kommer fra Barossa Valley og fra Eden Valley. Selvom begge dale er en del af Barossa vinregionen. Eden Valley er beliggende 400 meter højere end Barossa Valley, en højdeforskel der giver en forskel i gennemsnits temperaturen på ca. 2 grader, svarende til ca. 10 % temperaturforskel  og som derved giver en markant indflydelse på smagen af vinen.

Tager vi nu engang turen til New Zealand, så er det svært at producere shiraz her (ofte kaldet syrah ligesom i Frankrig), men når det lykkedes får man nogle flotte vine der stilmæssigt ligger meget tættere på vinene fra den nordlige Rhônèdal end vinene fra Australien gør.

Nu er det vist så på tide at nyde et godt glas vin – skål og tak for opmærksomheden.