Italien
Italien – landet med vinstokke overalt
Italien er Europas største vinproducent, når man kigger på mængderne. Italienerne har i de sidste 20 år løftet kvaliteten af deres vine voldsomt, og i dag laves nogle af verdens største, men desværre også dyreste vine her.
I de gamle, kendte områder, Piemonte, Toscana og Veneto, har man også løftet niveauet, men mest markant sker forbedringen syd for Napoli.
I gamle dage blev her lavet rigtigt meget og rigtigt meget dårlig vin. Man brugte den varme og alkoholrige vin sydfra til at forstærke de norditalienske vine, når de var for svage.
Man interesserede sig ikke selv for at lave kvalitetsvin. Det er ved at ændre sig markant, og derfor kan man i dag i butikkerne se masser af vinkup fra Syditalien. Gode sunde vine til ofte meget rimelige penge.
Problemet med syditalienske vine er det omvendte af Nordeuropas. Hernede får druerne næsten for meget sol. Det kan ofte give tunge, alkoholstærke vine, der mangler elegance.
Så udfordringen for vinmagerne er at få stofrige vine, som samtidigt har en tilpas rygrad af syre og elegance.
Desværre gælder det også her, at de rigtigt flotte vine er begyndt at koste penge. Både fordi efterspørgslen stiger, men også fordi forbedrede produktionsmetoder koster mange penge.
Hvis man siger ”Italiens nationale rødvinsdrue” til folk i Toscana, vil de sikkert svare Sangiovese. Den giver især i Toscana, men også mange andre steder i Mellemitalien både alene eller i blandinger med fx Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah meget flotte og elegante vine.
Mange folk i Syditalien vil derimod nok pege på Negroamaro, som især i blandinger med andre druer kan give spændende resultater.
Dyrkerne i Piemonte vil hylde Nebbiolo som druen bag de store vine som Barolo og Barbaresco.
Men mest brugt både som arbejdsdrue i hele Italien, ikke kun bag ved jævne rødvine, men også som druen bag meget store vine, er faktisk Barbera. En utrolig alsidig drue, som især i det nordlige Italien i hænderne på gode producenter kan give endog meget store vine.
På den hvide side er der i Italien et hav af ligegyldige, pæne, rene, lidt kedelige hvidvine. 90% af den Frascati, Gavi, Soave eller Est, Est, Est, der laves, er efter den melodi. Men selvfølgelig kan også italienerne, især i den nordlige, lidt køligere del, lave god hvidvin. I Sydtyrol-Alto Aldige laves der meget spændende hvidvin, mest på de druer, der er kendt fra Østrig og Tyskland. I Piemonte laver enkelte producenter fremragende internationale vine på Chardonnay, Sauvignon og Pinot Blanc, og i Veneto har enkelte producenter taget Soaven – ofte i fadlagret udgave – til store højder.
Når det er sagt, må det desværre også siges, at når italienerne virkeligt tager sig sammen til at lave flotte hvidvine, tager de sig i den grad også betalt for det.
3 vare(r)
3 vare(r)



