Frankrig
Frankrig – det store gamle vinland
Franske vinproducenter har altid formået at få kædet fransk vin sammen med begrebet kvalitet.
Det er flot, for faktisk ligger en meget stor del af landet i områder, hvor klimæt er rigtigt dårligt til vin.
Der bliver i de gamle områder, Bordeaux, Bourgogne og i de seneste 30 år også i Rhône lavet verdensklasse–vine, men både dér og i resten af Frankrig bliver der også lavet meget og rigtigt meget dårlig vin på umodne druer.
I Bordeaux – det måske mest kendte område – er det på rødvinssiden druerne Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc, der regerer. Og navne som Paulliac, Margaux, Pomerol og St–Emillion kendes af alle vinelskere. For hvide vine er det især i distriktet Graves, der laves fremragende hvide vine, og for de søde vine er distriktsnavne som Sauternes og Barsac lysnede stjerner. Druerne hertil er i overvejende grad Sauvignon Blanc og Semilion.
Desværre er god Bordeaux–vin blevet rasende dyrt.
Bourgogne – det andet af de store gamle områder – er området med de små marker ejet af et hav af forskellige dyrkere. Her regerer druerne Pinot Noir og Gamay på den røde side og Chardonnay på den hvide side. I rigtigt gode årgange – 2–3 gange på et årti – giver især Pinot Noir fremragende og enestående finesserige rødvine, og resten af tiden får man desværre en masse tynde uninspirerede vine, der er alt, alt, alt for dyre.
I Rhône–dalen kender næsten alle navne som Châteauneuf–de–Pape, Hermitage og Côte Rotie. Men også Gigondas, Cornas, Rasteau og Vaqueyras er i de senere år blevet kendte. I den nordlige del af Rhône regerer Syrah–druen, mens den sammen med et hav af andre druer, hvoraf de mest kendte er Grenache, Cinsault, Carignan og Mourvedre, står for de røde i den sydlige del. Der laves også god Rosé i Rhône og endelig en ret ringe mængde hvidvin. De meget kendte områder koster penge, men det er stadigt muligt at få rigtigt god Rhône–vin til fornuftige penge.
Champagne i det nordlige Frankrig er kendt for sine mousserende vine. Druerne hertil er dels blå druer, Pinot Meunier og Pinot Noir, der presses uden skindkontakt for at få en hvidvin, samt den hvide Chardonnay.
Alsace i den nordøstlige del ind mod Tyskland giver fremragende hvide vine især på druerne Riesling, Tokay Pinot Gris, og Gewürztraminer. Det er et Frankrigs tørreste områder, men alligevel frodigt på grund af vand fra Vogeserne.
Loire–dalen i Vest– og Midtfrankrig har landets arealmæssigt største vinområde. Her laves et hav af forskellige vine på mange forskellige druer. Langt det meste er desværre tyndt og uinspirerende lavet på umodne druer. Men især på den hvide side, både sødt og tørt, og iblandt på den røde side, bliver der også lavet spændende vine. Pouilly–Fumé, Vouvray og Sancerre er hvidvine, de fleste har hørt om.
Endeligt er der Sydfrankrig ved Middelhavet og over til den spanske grænse. Her er der sol nok. Druerne bliver modne og der er masser af både rødvin og hvidvin. Også alt for meget. En masse af Frankrigs alt for store vinproduktion kommer herfra.
Men her sker også den største kvalitetsudvikling i øjeblikket. Her kan man stadigt få store vine til fornuftige penge, og de rigtigt gode kvalitetsproducenter laver vine på højde med de sydlige Rhône–vine på de samme druer og ofte til langt færre penge. Kendte distrikter er Lanquedoc, Rousillion, Minervois, Fitou og Bandol.
Frankrig – det store gamle vinland – er i sandhed kontrasternes vinland.
3 vare(r)
3 vare(r)



